Bjørn Nørgaard

Dansk kulturliv gik ganske i chok da Dansk Folkepartis partileder Pia Kjærsgaard den 4. august 2009 i Politiken gik i clinch med kulturminister Carina Christensen (K) og den danske kulturelite ved at stille sig frem og sige, „at afføring i glas, udstoppede hundehvalpe og parterede heste -[...] ikke har noget med kunst at gøre." Det er i mine øjne nogle ejendommelige tanker, at man vil stoppe afføring ned i et glas og påstå, det er kunst. Jeg kan heller ikke se - selv om jeg har al mulig respekt for Bjørn Nørgaard - at hans parterede hest har noget med kunst at gøre. For det har det ikke. Punktum. Væk", sagde Pia Kjærsgaard og sendte med sit ordvalg association.(click for full page)

Svend Dalsgaard

Antikunsten former sig altså i vid udstrækning som en sønderlemmende kritik af kunsttraditionen, en nådesløs fokusering på den for-udgivne kunsts hegrænsninger og mangler. Dette opgør indledes med den oprindelige dadaisme og videreføres fra 1960'erne med de nye oprørstendenser, der — som noget nyt — og.så stiller sig kritisk til modernismen selv som et udtryk (or den givne overlevering.Denne hjemlige udvikling af antikunst Ira 1960'erne til i dag ses i enestående grad repræsenteret på Randers Kunstmuseum. Intet andet kunstmuseum hertillands har en lignende omfangsrig og markant repræsentation af dette vigtige aspekt i det tyvende århundredes danske kunsthistorie.(click for full page)

Albert Mertz

Aviserne er siden blev bombarderet med indlæg fra stor og lille, nær og fjern og beskyldninger om holdnings-fællesskab med totalitære regimer fra midten af forrige århundrede er blevet luftet af socialdemokraterne. Men selvfølgelig har Pia Kjærsgaard lov til at have og udtrykke sin personlige mening om kunst, lige såvel som kunstnere dog også har lov til at udtrykke deres mening om politik. Armslængdeprincippet er bare afgørende indenfor kunstverdenen såvel som indenfor en hvilken som helst anden branche. Samtidig har kulturinstitutionerne måske reageret med lidt metaltræthed på Pia Kjærgaards provokationer.(click for full page)

Piero Manzonis

Reelt er det dog de tidlige dadaistiske „antikunstnere's introduktion af det irrationelle og tilfældighedsprincip-pet, der forlænger sig ud i surrealismens dyrkelse af det ubevidste og den psykiske automatisme. Surrealismen bliver på denne måde bindeleddet fra den oprindelige dadaisme frem til 1960'crnes nydadaistiske anti-kunst. Surrealismen og spontanmalericts psykiske automatisme (f.eks. Cobra-kunstncrne) er særdeles markant repræsenteret i museets samling og kan altså opfattes som et „forstadium" til denne videre udvikling, der sætter antikunsten op som et modspil til den overleverede kunst og dens traditionsforankrede viderefø.(click for full page)